Blog

Blog
Viser opslag med etiketten Aalborg Universitetsbibliotek. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Aalborg Universitetsbibliotek. Vis alle opslag

mandag den 14. oktober 2013

Eureka !



Jeg gav mig selv den opgave, at jeg vha. denne blog ville finde ud af, hvad Refworks Vidensbank er for en størrelse. Og her er svaret:

Refworks Vidensbank er en blog, der vedligeholdes som en wiki af forfatterne, og bruges af brugerne som et (mere eller mindre) statisk website.

Og hvordan er jeg så nået frem til den konklusion? Jeg har fundet nogle definitioner på blogs og wiki, lavet en afstemning ude til højre på min egen blog og kommunikeret (på mail) med en kollega på Aalborg Universitetsbibliotek (AUB) omkring definitionen.

Jeg synes ikke selv, at Refworks Vidensbank passer 100 % ind i definitionerne, og jeg kan se på den lille uvidenskabelige undersøgelse her på min blog, at den ikke er let for andre at placere. For i dag mener 50 %, at det er en blog, 37 % at det er en wiki, og 12 % at det er en blanding af blog og wiki.

Men da jeg fik ovenstående konklusion i min mailboks fra kollegaen på AUB, faldt det hele på plads. Kollegaen uddyber sin konklusion: ”Siden er en ”ordinær” hjemmeside fra brugerens perspektiv, siden brugeren ikke kan tilføje eller redigere indhold (som på en wiki) eller forventer regelmæssige opdateringer (som på en blog). Set fra vores perspektiv er siden en form for wiki, hvor vi (UCN og AUB) kan redigere og tilføje indhold, uafhængigt af hinanden – altså en wiki. Og endelig er Wordpress formelt set en blog-host, så teknisk set er det en blog”.

Men er det så overhovedet vigtigt, hvad det er for en type?

Iflg. (Kyrnin) er brugerne nok ret ligeglade. Hun hævder: ”Do Your Readers Care? The average internet reader doesn't know that he or she is reading a blog, a wiki, or something else entirely. Why do you care so much about what your site is called? If you're providing the information that your readers want (or, in the case of a wiki, your readers are providing it), then whether you do it in a fancy blog program, using a self-designed web layout, or with the help of a wiki, it's all good”.

Og jeg tror, at hun har ret. Målgruppen for Refworks Vidensbank er nok ret ligeglade, hvis de bare får de informationer, som de har brug for. Og det kan mit eksempel med underviseren, der i fredags stod med et akut Refworks-problem, understøtte. Hun fik hurtigt svar på sit spørgsmål via Refworks Vidensbank, og det er vel det vigtigste?

Men når det så er sagt, så er det spændende og innovative, at vi som menige medarbejdere på tværs af 2 organisationer vha. blog/wiki-redskaber kan lave en fælles ”hjemmeside” til brugerne. Vha. et sådan værktøj kan vi være med til at nedbryde nogle (organisatoriske) barrierer (Downes, 2004, s. 22) og tilgodese nogle brugeres behov for flere detaljer end de ordinære hjemmesider kan opfylde. De ordinære hjemmesider vil helst kun have indhold af almeninteresse og tilgodeser kun sjældent behovet for detaljer og ”nørderi”. Og som menige medarbejdere har vi ofte hverken evner eller autoriteten til at redigere vores hjemmesider (Adams, 2013, s. 665). Så her er vores mulighed for at få noget ud til brugerne f.eks. blog/wiki-værktøjer.



Referencer

Adams, R. (2013). Blogging in context: Reviewing the academic library blogosphere. The Electronic Library, 31(5), 664-677. doi:http://dx.doi.org/10.1108/EL-05-2012-0054
Downes, S. (2004). Educational blogging. Educuse Review, (September/October), 14-26.
Kyrnin, J.Wikis, blogs, weblogs, web pages who cares?: No matter what you call it, a web page is still a web page. Retrieved 10/05, 2013, from http://webdesign.about.com/od/authoring/a/aa062005.htm

lørdag den 5. oktober 2013

Baggrunden for Refworks Vidensbank

I foråret 2013 tog en flok medarbejdere fra Aalborg Universitetsbibliotek (AUB) og UCN Biblioteket initiativ til et erfa-møde vedr. Refworks. Vores tanke var, at vi måtte kunne hjælpe hinanden med at vidensdele omkring Refworks og supporten til Refworks-brugerne på de 2 institutioner. Det drejer sig om studerende, undervisere og forskere m.fl., som vælger at bruge Refworks. Begge biblioteker stiller Refworks til rådighed og underviser i det i form af frivillige kurser. Ialt har ca. 1804 brugere lavet en Refworks-konto via UCN Biblioteket, mens der er ca. 697 aktive brugere (= har været logget ind indenfor det seneste år).
Vi fik hurtigt afklaret, at vi havde ca. de samme spørgsmål fra brugerne, og at vi havde et behov for at vidensdele både med de nære kollegaer, men også gerne på tværs af de 2 institutioner. Vores biblioteker er iøvrigt ind imellem bemandet af personer, som aldrig beskæftiger sig med Refworks, og som derfor har svært ved umiddelbart at svare på brugernes spørgsmål om Refworks. De har også brug for at kunne henvise  - og vi ville gerne kunne tilbyde et virtuelt sted.
Løsningen blev, at vi i fællesskab og på tværs af de 2 institutioner hen over sommeren lavede Refworks Vidensbank.Tanken er, at vi løbende lægger spørgsmål fra vores daglige praksis og løsningerne ind, så vi dermed hjælper brugerne og hinanden med at løse konkrete Refworks-spørgsmål.
De fleste Refworks-brugere har allerede deltaget i et af bibliotekernes Refworks-kurser (med fysisk tilstedeværelse), så denne Refworks Vidensbank skal ses som et virtuelt supplement til dem, der har et helt konkret og erkendt læringsbehov. De formodes derfor at være supermotiveret, når de går til Vidensbanken. Vidensbanken vil være til rådighed med svar og hjælp døgnet rundt, hvilket vi anser som en stor fordel for brugerne.
Målgruppen vil således både være motiverede Refworks-brugere blandt studerende, undervisere og forskere, men også ansatte i bibliotekerne.
Bibliotekernes kurser og denne Vidensbank bliver dermed tilsammen et Blended Learning forløb i Refworks, som vi kan tilbyde vores Refworks-brugere :-)

PS Alle relevante biblioteksmedarbejdere (ca. 4 fra hver institution) har administrator-rettigheder til Vidensbanken og kan dermed selv lægge ind og redigere efter behov. Dermed undgår vi, at vedligeholdelsen bliver for personafhængigt. Vi har kaldt den en "Blog" og den er lavet i Wordpress. Om det ER en blog, vil jeg prøve at finde ud af her...